Om ditbarnsmaleri.dk
I 2005 fik jeg idéen til at male børnetegninger. Det var, da min dengang 5-årige søn kom hjem med en stregtegning af 4 fugle. Især solsorten på tegningen havde et fantastisk liv, og min første tanke var: "Den kunne jeg ikke tegne bedre selv...". Til gengæld kunne jeg arbejde med valg af lærredsstørrelse, opsætning og farvevalget på en anden måde, end børn kan. Maleriet kom op at hænge i vores stue, og jeg fik efterfølgende positive tilkendegivelser fra gæster, som gerne ville købe det. Dét gav mig idéen til at skabe unikke malerier til andre med udgangspunkt i deres børns tegninger.Idéen bag ditbarnsmaleri.dk er at forevige dit barns tegning i form af større unikke malerier. Mange forældre har bunker af børnetegninger liggende gemt i skufferne. Nogle tegninger bliver sat i ramme og hængt op i kortere tid - men de fleste børnetegninger er hurtigt væk igen.
Gennem ditbarnsmaleri.dk får børnetegningerne nyt liv. De bliver forstørret op og malet på lærred med akrylmaling. I maleriet forenes barnets streg med kunstnerens komposition. Enten bruges barnets farver eller også vælger du selv, hvad der passer bedst til de omgivelser, hvor billedet skal hænge. Andre muligheder er at lade sig inspirere i ”galleriet” eller lade mig som kunstner få frie hænder.
Billederne er velegnede som personlige gaver til bedsteforældre eller forældre. Eller som et spændende minde for dit barn senere hen i livet.
De originale børnetegninger sættes op på bagsiden af lærredet.
Billederne males på kvalitetslærreder med kunstner-akrylmaling af topkvalitet. Det betyder, at malerierne bevarer deres udseende.