Fra tegning til maleri
Billederne males på bestilling efter de børnetegninger, du sender til mig. Det er en god idé at sende flere tegninger, så jeg har flere muligheder at arbejde videre med. I dialog finder vi ud af, hvordan kompositionen skal være, om du ønsker et bestemt farvevalg, størrelse osv.Det er min erfaring, at tegninger lavet af børn i alderen 3 til 7 år bliver rigtig gode, fordi børnene her har en dejlig barnlig streg og ofte en skæv vinkel, som er sjov at forevige. Jo ældre børnene bliver, desto mere detaljerede bliver deres billeder - og de bliver sværere at bruge. En mulighed er at finde nogle tegninger frem af gemmerne fra dengang, barnet var yngre.
I galleriet er vist malerier, der er lavet ud fra tegninger fra flere børn (her søskende). Det er også muligt at få lavet en billedcollage over flere tegninger.
Maleriet leveres med sort kant, dvs. at siderne på lærredet er sortmalede. Det giver et flot, råt udseende, som jeg synes, passer godt til børnetegningerne. Maleriet kan selvfølgelig altid efterfølgende monteres med f.eks. en svæveramme.